Er det danske sommervejr ikke helt, som du havde forventet?

Det danske sommervejr

Vi kender alle sammen til problematikken.

Kalenderen fortæller os langt om længe, at det er sommer. Endelig er der fri fra arbejde og fra studierne. Eksamenerne er et overstået kapitel for nu, og den store stak af studiebøger er derfor gemt væk i et fjernt hjørne. Det er tid til at puste ud, tid til at feste og tid til at dase. Tiden er helt og holdent vores egen. Ferien er velfortjent, og den skal nydes i fulde drag.

MEN… Bedst som man har tænkt sig at tage til stranden for at få skudt ferien ordentligt i gang, så står det ned i stænger. Det regner, det blæser, og det er koldt. Det er som om, at vejrguderne har misforstået sommerkonceptet, og at der på mystisk vis er byttet rundt på efterår og sommer. Igen.

Er sommerplanerne udskudt på ubestemt tid på grund af det svigtende danske sommervejr? Her kommer der en liste med ting, som du kan tage dig til, mens du tålmodigt venter på, at sommeren kigger frem igen.

Brætspil

Saml din familie og find alle de gamle brætspil fra barndommen frem. Når I sidder samlet om bordet med en god kop kaffe, mens regnen siler ned, vil barndomsminderne med garanti vælte frem.

Forkæl dig selv

Anskaf dig en chokoladeform og tag dig god tid til at lave de lækre chokolader, som du så længe har drømt om. Fyld chokoladerne med marcipan, nougat, karamel eller forsøg dig med en helt fjerde variant. Når først formene ligger klar, og at ingredienserne er indkøbt, så går det let som en leg. Processen er sjov, og resultatet skuffer aldrig.

Studieklar på madfronten

Nu hvor du, oven på den store produktion af lækre chokolader, alligevel er i køkkenet, så kan du lige så godt fortsætte. Selvom at det er ferie, så venter studietiden forude. Bag en stor portion af pølsehorn og pizzasnegle og frys dem ned. Når de lange dage på studiet atter står for døren, så er du forberedt med en nem og hurtig frokost.

Frokost for vennerne

Medmindre dine bedste venner er stukket af fra det danske sommervejr, er de sikkert i samme situation som dig. Indkald dine bedste venner til en hyggelig frokost og nyd hinandens selskab.


Udgivet

i

af

Tags: