Sådan får du mest ud af dit studie: 4 gode råd

Et nyt semester er lige begyndt, og hvad end du lige er begyndt på drømmestudiet eller er halvvejs igennem, er det altid en god idé at prøve at få mest muligt ud af din studietid.

 

Studiet kan nemt komme til at gå op i faglitteratur, lange forelæsninger og kampen om de høje karakterer. Alt dette hører sig som regel med, når man har valgt at tage en videregående uddannelse, men studietiden kan blive så meget mere end det, hvis du blot udforsker alle dine muligheder og springer ud i både de sociale og faglige tiltag, de fleste uddannelsesinstitutioner og -byer tilbyder.

 

Vi giver dig her 5 gode råd til, hvordan du kan få mest ud af dine studietid og komme igennem den sjovere og nemmere.

 

Mød op til faglige og sociale arrangementer

Du kan som studerende ikke blot forvente, at alle guldkornene og de fede oplevelser kommer flyvende i hovedet på dig, så snart du er kommet ind på et studie. Som studerende på en videregående uddannelse er det nemlig vigtigt, at du selv tager initiativ, når det kommer til både det faglige og det sociale. Vær nysgerrig på, hvad der sker af arrangementer omkring dig både på din egen skole og i byen, og sørg for at møde op til så mange ting, som du kan. Du vil måske møde en masse nye spændende mennesker, der deler de samme interesser og holdninger som dig, eller du vil opleve at få øjnene op for ting, du ikke ville have fanget hjemme fra sofaen.

 

Fordyb dig i undervisningen

I folkeskolen og de gymnasiale uddannelser skal man igennem emner og fag, som man ikke nødvendigvis finder interessante. På en videregående uddannelse er det dig selv, der har valgt, hvad du kunne tænke dig at studere. Husk på dette, og se det som en stor fordel, at det faktisk er noget, du finder spændende. Det vil helt sikkert gøre studietiden bedre, hvis du engagerer dig i undervisningen, debatter med dine medstuderende og fordyber dig i emner, som du finder særligt interessant. Du vil opleve, at den faglige verden åbner sig op for dig, og du kan se muligheder og interesser i fremtiden, som du ikke kunne før.

 

Tillad dig selv at være kritisk

Et studie er ikke blot noget, man skal igennem hurtigst muligt, det skulle helst være en tid, hvor du udvikler dig som menneske og som studerende. Denne udvikling sker ikke blot at sig selv, og det er derfor vigtigt, at du er kritisk overfor din tid og de mennesker, du tilbringer den med. Som studerende på en videregående uddannelse er det tilladt at stille krav til både uddannelse, medstuderende og undervisere, så du ligeledes har noget at skulle have sagt. Du kan eventuelt foreslå din underviser at lave en digital evaluering af undervisning, således du og dine medstuderende kan være med til at forme studiet. I kan ligeledes benytte peer-feedback de studerende imellem for at blive klogere på egne kompetencer og svagheder.

 

Tag en slapper i ny og næ

At være studerende er en fuldtidsbeskæftigelse lige som ethvert andet arbejde, og det er derfor vigtigt, at du også får mest muligt ud af den fritid, som du har. Det er helt okay at holde fri engang imellem – faktisk er det kun anbefalelsesværdigt at lægge bøgerne på hylden og have andre planer. Ved at holde rigtig fri, når du holder fri, kan du give dine tanker en pause fra studiepresset, og du kan komme ud og opleve, at studietiden også kan foregå mange andre steder end på læsesale eller i grupperum.


Udgivet

i

af

Tags: